Kulinarisk Sydfyn anbefaler, ud over vores egne oplevelser, til alle tider disse oplevelser i det fynske land. Oplevelser og foreninger, der beriger det kulinariske miljø på og omkring Fyn, samt mulighederne for kulinariske oplevelser i hverdagen.

Hvis ikke du kender til dem – så kan vi kun anbefale dig at lægge vejen forbi følgende steder eller oplevelser, når muligheden byder sig.

Fyn er på mange måder Danmarks køkkenhave og blandt de mange fantastiske landbrugsprodukter øen producerer er ASPARGES´en af de allermest eksklusive.

Asparges´en er forårets mest udsøgte delikatesse og det er måske ikke helt gået op for alle, at den fynske asparges fuldt ud tåler sammenligning med de verdensberømte asparges fra Tyskland og Norditalien.

På Fyn dyrker vi en perfekt asparges, vi har nogle exceptionelt dygtige kokke og en stærk koncentration af bryggerier. Derfor vil vi gerne vise, hvad Fyn kan præstere, og ved den Fynske Aspargesfrokost samler vi alle ingredienserne til en koncentreret smagsoplevelse.

Kerteminde Kirsebærfestival afholdes hvert år den tredje weekend i jule. Festivalen byder på kunst, musik, smagsoplevelser og anden underholdning under mottoet ”Se, lyt og smag”. Alt i Kertemindes smukke og stemningsfulde rammer.

Kirsebær er en frugt med gammel tradition på Fyn, hvor man tidligere har talt om Langeskovbær; hvor Kijafa oprindelig stammer fra Faaborg; hvor Schaumburg i Vejstrup og Aunslev Smedie samt Holger Voss i Rynkeby var banebrydende for opfindelse af kirsebærplukkemaskiner; hvor Kerteminde-malere på stribe har foreviget kirsebærblomster i deres kunst, og Johannes Larsen beskrevet fremstillingen af kirsebærbrændevin; hvor godset Selleberg tidligere havde stor tradition for selvpluk og i dag sælger sødkirsebær ved vejen, og hvor Morten Korch har skrevet bl.a. den ubetaleligt morsomme fynske novelle: Kirsebær og Kærlighed.

En 800 år gammel tradition

Igennem hele middelalderen mødtes kongen med sit parlament på Nyborg Slot, og senere udviklede byen sig til det, man kan kalde Danmarks første hovedstad. Det var en stor begivenhed, når kongen og hans følge kom til byen. Så var der brug for mad og drikke i rigelige mængder fra Kongens Fadebur. I Nyborg var der sørget særligt godt for dette.

Det kongelige Nyborg Len dækkede næsten halvdelen af Fyn og hørte som et af de eneste i landet altid til kongens fadebur. Det betød, at bønder og håndværkere i lenet betalte skat i form af afgrøder og produkter direkte til kongens hof. De østfynske producenter har dermed en snart 800 år gammel tradition for at være leverandører til Danehoffet og Nyborg Slot. Den tradition vil Nyborg Slot gerne føre op til det 21. århundrede i samarbejde med alle østfynske fødevareproducenter.

Blomsterfestivalen er med til at gøre Odense til et unikt sted at besøge i august, omkring 200.000 planter kommer til at udsmykke gader og stræder med byens torv, Flakhaven, som det naturlige centrum. Gartnere fra hele landet opbygger mere end 20 selvstændige stande, og kreativiteten blomstrer, når stylister og designere bidrager til at gøre byen til en fryd for øjet. Derudover vil byen summe af liv med musik fra mange små spillesteder, der vil være hundredvis motorcykler, der kører i kortege gennem byen lørdag. Alt i alt en buket af oplevelser for hele familien.

Fynske fristelser er et marked, baseret udelukkende på Fynsk producerede produkter. Alt fra øl til mejeri produkter og brød fylder Fåborgs gader i dagene og alt er velkomment – så længe som det er bagt, brygget, lavet, slagtet, opvokset og kreeret i det fynske land, af den fynske kærlighed. Er man til den fynske have, det fynske smil og den fynske kærlighed til kvalitet, er dette et besøg man ganske simpelt ikke kan være foruden!

Rosenfestivalen i Bogense er uden sammenligning Nordfyns største arrangement og har rødder i den nordfynske muld. Idet mere end 70 % af de danske haveroser bliver produceret på rosenmarkerne omkring Bogense. Under Rosenfestivalen kan man komme på guidede rundture hos rosengartneren.

Økologiske Markedsdage i Svendborg

Kulinarisk Sydfyn startede i sin tid i det maritime center i Svendborg. Nu fortsætter vi successen og holder økologiske markedsdage i centeret, denne gang med både fødevarer og oplevelser. Der bydes på alt fra mad til boder med strik og til pony træk. Kom og få en oplevelse for hele familien og alle aldre på disse skønne dage ved havnen.

Det er fast den 3. weekend i september – hvert år!

Svendborg Fødevare Fællesskab er en frivillig, nonprofit forening, der formidler lokalt producerede, økologiske grøntsager til deres medlemmer. Derfor skal man som medlem også bidrage med frivilligt arbejde. Jo flere der gør det, jo færre gange skal man afsted. De er en medlemsdrevet forening, der kun eksisterer, hvis folk leverer arbejdskraft – tilgengæld for hjælpen, får man direkte adgang til friske økologiske og biodynamiske grøntsager, hver eneste uge. Får den nette sum af 100,- kr. fås ugentligt et stort udvalg af de sæsonbetonede lokale grøntsager, lige til at hente på havnen.

Når æblerne bliver sejlet ind med skibene i den efterårsramte oktober, fejrer vi det med markedsdage, pandekager og hobevis af variationer af æbler! Kom frisk til glaserede æbler, æblemost, æblekage, og alskens andre æbler, og varm dig på dette skønne stykke frugt fra den fynske have og vores øer.