Kulinarisk Sydfyn sadler om og vil være med til at skabe lokal aktivitet med et væld af events

Der var én, der var to, der var tre weekender i spil til gennemførelse af årets store fødevaremarked i Svendborg, men corona-restriktionerne betyder, at bestyrelsen for Kulinarisk Sydfyn har besluttet at droppe fødevaremarkedet og i stedet satse på en lang række mindre arrangementer, som kan være med til at understøtte Svendborgs og Sydfyns status som ”stedet hvor det sner”.

– Sidste år skulle vi have markeret vores 20 års jubilæum, men måtte aflyse. I år havde vi håbet på at vende tilbage med et overflødighedshorn af kulinariske oplevelser til vores mange gæster, men det er ganske enkelt ikke muligt at gennemføre et så stort arrangement med de nuværende restriktioner. Det er ærgerligt, men i stedet for at sætte os hen og være kede af det, går vi aktivt ind og bidrager med aktiviteter og events, som spiller op til og understøtter de mange andre positive tiltag, som sidste år var med til at gøre sommeren på Sydfyn til en oplevelse, som mange med glæde mindes, siger den daglige leder af Kulinarisk Sydfyn, Mikael Hansen.

Han har været i tæt dialog Svendborg Kommune, Region Syddanmark, Kartoffelafgiftsfonden og store sponsorer, bl.a. Fynske Bank, og alle har været positivt indstillet over for den fleksibilitet, som har været nødvendig, og derfor vil Kulinarisk Sydfyn hen over sommeren og efteråret lave en stribe arrangementer, som deltagermæssigt er håndterbart i forhold til corona-restriktionerne.

Der arrangeres f.eks. kulinariske byvandringer, strandsafarier, yoga i vinmarken, svampeture, bål, ild og grill, vinfestival i Skårupøre, fællesskaber i landsbyerne, smag de lokale herligheder, vild mad i samarbejde med Skovsgård på Langeland og kogebogs- og kartoffelfestival.
Derudover er Kulinarisk Sydfyn medarrangør, når udenbys busselskaber kommer på besøg med gæster og står for teambuildings kurser for virksomheder og foreninger; arrangementer som bl.a. laves i tæt samarbejde med områdets mange producenter.

– Lige nu er vi ved at lægge sidste hånd på aktivitetskalenderen, og den bliver ganske omfattende, siger Mikael Hansen, der opfordrer interesserede til – gratis – at downloade app’en Taste Funen, hvor man udover datoer for aktiviteterne også kan hente inspiration til besøg hos de lokale producenter.