Kimesbjerggaard
Dansk kvalitetsvin – helt simpelt
På sydvendte sydfynske kystskråninger ved Sinebjerg Strand ligger Kimesbjerggaard. Med udsigt til øhavet og Lyø vokser gårdens 1650 vinstokke, som Kirsten og Leif Ganderup smags- og kvalitetsbevidst bearbejder og forvandler til både hvidvin, rødvin og rosé. Den tilhørende slægtsgård på Horne Land kan dateres tilbage til 1748, og i 2015 åbnede parret et nybygget vineri med butik, hvor vinene kan købes eller nydes på stedet. Foruden vine byder butikken på snacks, der passer godt til vinene, samt et udvalg af lokalt kunsthåndværk.